May 2010
4 posts
Melle midnat og morgen
Klokken er 00:01:23, og jeg går ad Dagmarsvej mod krydset med Farumsgade. Mit digitale ur fortæller mig om det vanvittige tidspunkt jeg har bevæget mig uden for min dør på, og siger mig at det netop er blevet lørdag. For 7 minutter og 45 sekunder siden lå jeg i min seng og prøvede at sove. Af ukendte årsager rejste jeg mig fra sengen 8 timer for tidligt, iklædte mig det nærmeste, passende tøj, låste døren til min lejlighed udefra og gik.
00:04:47: Mit ‘sommerfugle-i-maven’ humør fra morgenen havde hurtigt skiftet til en mørk blanding af ensomhed og uvidenhed, med negative farver flyvende over mit blik for hver gang jeg blinkede. Lidt ligesom himlen nu. Jeg kan se Nordstjernen, Karlsvognen og 18 fly. Hvis altså ikke de rødblinkende stjerner er rumskibe fra en fjern planet.
00:06:13: Jeg mærker en ligegyldighed som jeg passerer alt fra flaskesamlere, fnisende teenagepiger der har fået lidt for meget og nu går hjemad for at skulle forklare de bekymrede forældre hvorfor de dog kommer så sent, og bodybuildinglignende brød der i grunden alle ser ret trætte ud.
00:09:27: Som jeg nærmer mig byens diskotek, kan jeg høre bassen fra et generende technonummer og råb, skrig og skrål blive højere. Jeg skynder mig over krydset – gaden øde, tømt for biler og liv. Jeg sender La Perla Ristorante et sultent blik, for skønt caféen er mørklagt ligger der stadig en atmosfæreagtig duft af mad i ti meters radius, hvor jeg selvfølgelig befinder mig. Min mave tager sig selv i at rumle, da det allerede er 6 timer siden jeg sidst fik ordentlig mad indenbords.
00:11:57: Jeg har gået i ti minutter og er nu nået til diskoteket, som jeg skynder mig forbi uden at værdige det et blik. Musikken på sådanne steder har det med at give mig hovedpine på særligt dårlige dage.
00:14:14: Min Ipod løber tør for strøm halvvejs inde i et af mine yndlings føl-mig-nederen-numre, samtidig med at jeg drejer ned af en smal gade for ikke at komme for langt væk hjemmefra, og mit kunstige soundtrack til en tåget selvmedlidenhedsfilm forsvinder. Nu kan jeg bedre høre intetheden i natten, der lejlighedsvis bliver afbrudt af fulde, råbende mennesker der er faret vild.
00:16:34: Godt 200 meter nede af vejen ser jeg to unge piger på den anden side af vejen. Som de sidder der ser de egentlig meget normale ud; men tættere på ser jeg den enes sort-blå hår og mørke makeup nærmest sætte hende i et med den mørke baggrund, og den andens regnbueskrigendefarvede hår lyse stærkt op og irritere mine trætte øjne. De skiftes til at tage et hiv af en cigaret, hvori guderne må vide hvilke stoffer der er. Jeg føler en pludselig trang til at komme hjem, paradoksalt nok når jeg ikke kan udstå tanken om min tomme lejlighed.
00:18:19: Jeg hører en lyd fra en mørk gyde og funderer over om jeg nu skal blive bange. Normalt ville jeg muligvis have sat farten op og tvunget mig selv til at tænke positive tanker, indtil det øjeblik hvor jeg overbevises om at det bare var et dyr eller vinden. Lige nu fortsætter jeg bare i samme tempo; jeg har ikke travlt.
00:22:36: At jeg pludselig kan ane skikkelser få meter fra mig er egentlig et tilfælde. Jeg har de seneste minutter stirret koncentreret på månen, eller rettere sagt den begyndende kant af den der kan ses. Den kedede mig – så jeg scannede området for mere interessante emner. Foran mig, stående på et trappetrin og lysende af rastløshed står en dreng, der allerhøjst kan være 17 somre. Jeg kunne sagtens have gået forbi ham uden at se ham, så mørkt var det, men nu havde jeg uheldigvis haft øjenkontakt med ham. Han kigger først mærkeligt på mig, så opgivende og til sidst giver han sig til at stirre direkte og meningsløst ud i luften. Modsat den uhyggelige lyd i gyden for fire minutter siden, får dette mig til at øge hastigheden med halvtreds procent, og som jeg kigger ned i jorden mens jeg passerer den fraværende dreng, kommer jeg ufrivilligt til at gyse. Ganske givet højt nok til at han vil kunne høre det.
00:27:45: Endnu en gang drejer jeg skarpt til venstre af en gade, der kun svagt bliver oplyst af de falmende gadelygter. Jeg funderer over forskellen på denne gade i dag og nat, og finder den i grunden meget mere beroligende i mørke. Jeg griner højt over min egen psykopatisk unormale person, og smilet derfra sidder fast i flere minutter, før tomheden i mit ligegyldige hoved igen runger.
00:32:47: Nu skal jeg blot fortsætte få hundrede meter af denne vej, for derefter at dreje til venstre – så er jeg hjemme, klar til at bearbejde hvad jeg har observeret den forgangne dag. Om dette er en trøst eller en ulykke, er der stor uenighed om i min hjerne.
Her har jeg ikke været i lang tid.
